Eftertragtet maleri havner i Viborg

Skovgaard Museet i Viborg vandt kampen om mesterværk af Peter Christian Skovgaard

Skovgaard Museet i Viborg sikrede sig eftertragtet maleri for 600.000 kroner
Skovgaard Museet i Viborg sikrede sig eftertragtet maleri for 600.000 kroner

Glæden var stor på Skovgaard Museet i Viborg i dag, da museumsleder Anne-Mette Willumsen, med et bud på 600.000 kroner, sikrede et eftertragtet værk af Peter Christian Skovgaard til samlingen af guldalderkunst.

Maleriet var under hammeren hos aktionshuset Bruun Rasmussen, og der var stor forhåndsinteresse for værket, som stammer fra den tidlige periode i Peter Christian Skovgaards guldalderkunst.

Motivet er et naturlandskab i Nordsjælland, og det er signeret i 1840`erne.  Vurderingen lød på mellem 600.000 og 800.000 kroner. Men på grund af den store interesse var det vurderet, at prisen snildt kunne havne tæt på to millioner kroner. 

Blandt andet var Nationalmuseet i Stockholm nævnt som en meget hård konkurrent til Skovgaard Musset, i kampen om at få maleriet.

Museumsleder Anne-Mette Willumsen var derfor klar ved telefonen med den store pung, mens hun på en skærm fulgte med i kunstaktionen hos Bruun Rasmussen i Bredgade,København.

Med et hammerslag på 600.000 kroner kunne hun så juble over, at maleriet havnede i Viborg. Ovenikøbet til en pris som museumslederen var godt tilfreds med.

- Det var et "røverkøb", nærmest råbte Anne Mette Willumsen gennem lokalerne, da hun var klar over at slaget var vundet til museets fordel. 

Næste år markerer museet netop 200-året for Skovgaards fødsel med en stor udstilling. Det bliver altså nu med en komplet samling af kunst fra den kendte danske guldaldermaler.