Eftersøgningen indstillet

Politiet har indstillet eftersøgning af den 20-årige Tobias Sundgaard Pettersson, men fortsætter tirsdag. Billede fra Facebook.

Tobias2.jpg

Håbet om at finde Tobias Sundgaard Pettersson i live svinder.

Politiet har nu ledt efter ham siden søndag aften. Eneste spor er fundet af hans sko ved et vandhul ned til Ringkøbing Fjord. Vandhullet er blevet grundigt undersøgt af dykkere uden at de fandt den 20-årige.

Tobias Sundgaard Pettersson forsvandt natten mellem lørdag og søndag. Han tog bussen hjem fra en julefrokost og blev sat af ved et busstopsted omkring 500 meter fra hjemmet på Sønderbyvej mellem Ringkøbing og Søndervig klokken halv to om natten. Da han forlod bussen havde han ikke overtøj på.

Politiets teori

Hele dagen har politiet ledt med dykkere, hunde og helikoptere efter den forsvundne mand. Politiet er så godt som sikre på at Tobias ikke har været udsat for en forbrydelse. De tror i stedet at han har mistet orienteringen i kulden og er faret vild.

Sidste livstegn fra Tobias Sundgaard Pettersson var da han sendte en sms til en ven klokken halv tre natten til søndag.

Jægere skal hjælpe

Eftersøgningen fortsætter igen tirsdag. Politiet har bedt et hold jægere, der kender området, om at hjælpe med eftersøgningen. Også politiets egne hunde vil deltage i søgningen.