Efterskole risikerer lukning

Søndbjerg Efterskole på Thyholm har fået en uge til at skaffe 10 elever, ellers lukker skolen.

Akut mangel på elever har sendt Søndbjerg Efterskole ud i en ugelang overlevelseskamp. Skolen har 84 pladser. Lige nu går der 62 elever på skolen, men til næste år er der kun tilmeldt 30.

Revisoren har slået alarm, og bestyrelsen har givet skolen ind til næste bestyrelsesmøde, mandag den 18. juni, til at få ti elever mere, ellers lukker skolen.

- Revisoren siger, vi skal have mindst 40 elever, ellers hænger det simpelthen ikke sammen. Hvis vi ikke har ti ekstra elever på mandag, så lukker vi, siger forstander Poul Erik Andersen fra Søndbjerg Efterskole.

Færre ansatte

Det nuværende forstanderpar begyndte i jobbet 1. maj. Siden er der blevet fyret 6-7 ansatte blandt skolens personale. Fyringerne er sket både blandt lærere og andet personale.

- Vi har ikke været klar over, hvor alvorlig situationen var, men nu kigger vi fremad, siger forstanderen.

Forstander Poul Erik Andersen tror, de manglende elever skyldes de små ungdomsårgange, og så at mange har været i tvivl om tilskudsreglerne fra folketingets side.

02:04 Luk video