Efterskole har succes med håndværkerlinje: - Vi kan makke i alting

31 drenge med drømme om en håndværkeruddannelse går på håndværkerlinjen på Blidstrup Efterskole, hvor de prøver forskellige håndværk.

Magnus Stahl Nielsen, 10. klasseselev på Blidstrup Efterskole, har valgt håndværkerlinjen for at finde ud af, hvad for en håndværkeruddannelse han senere skal i gang med. Foto: Alexandra Lund Lysgaard, TV MIDTVEST

Der er mangel på unge, der vil tage en håndværksmæssig uddannelse, men ikke alle steder. 

Blidstrup Efterskole på Mors har gennem flere år haft stor succes med deres håndværkerlinje.

For fire år siden var der 16 drenge på linjen, nu fylder 31 drenge holdet helt op.

Læs også Fremgang for tredje år i træk: Hver femte på en årgang vælger nu en erhvervsuddannelse

- Vi kan komme ud og makke lidt med det hele - noget motor, lægge nogle fliser og noget træ og noget, siger Magnus Stahl Nielsen, der går i 10. klasse på efterskolen.

Desuden får eleverne en introduktion til de forskellige håndværk helt fra bunden. 

- Du får helt specifikke håndværkergener i dig. Hvordan du bruger en skruetrækker og forskelligt værktøj. Det er rigtig fedt, siger Simon Mejer, der også går i 10. klasse.

Faget er opdelt i tre moduler, som består af metal og motor, træ og el samt bygge og anlæg, og dermed kommer eleverne omkring de fleste håndværk.

01:45

I indslaget kan du se mere om håndværkerlinjen på Blidstrup Efterskole.

Luk video

Nyt håndværkscenter

Efterskolen på Mors gik all in på håndværksfagene for fire år siden, og efterhånden som interessen steg og linjen blev fyldt op, blev pladsen for trang i værkstedet.

Læs også Kloge hænder: Folkeskoleelever fik smagsprøver på håndværksfag

Derfor er et nyt 400 kvadratmeter stort håndværkercenter med alle moderne faciliteter nu taget i brug.

- Vi bestemte os for at profilere denne her linje mere for 3-4 år siden, og interessen er kun vokset.

- Og så falder det jo super godt i tråd med den politiske vind, der blæser nu med de erhvervsfaglige uddannelser, der skal have et løft, siger Anne Sophie Thomsen, efterskolens forstander.

Tre lærer underviser på håndværkerlinjen, hvor efterskolen også har et samarbejde med EUC Nordvest.

I det nye 400 kvadratmeter store håndværkscenter kan drengene blandt andet makke i knallerter, svejse og afprøve udstyr. Foto: Alexandra Lund Lysgaard, TV MIDTVEST

Videre til håndværkeruddannelse

Det er da også håndværk, størstedelen af eleverne kaster sig over, når de er færdige på efterskolen.

- Rigtig mange drenge starter på erhvervsfalig uddannelse, når de tager herfra. Nogle tager endda også en læreplads med herfra, siger forstanderen.

Jeg regner strækt med at skulle være industrielektriker. Her efter 10. går jeg i lære.

Simon Mejer, 10. klasseselev

Sådan er det også allerede for nogle af drengene, der går på Blidstrup Efterskole.

- Jeg har planer om at få en håndværkeruddannelse. lære hvad jeg skal gå efter, siger Magnus Stahl Nielsen.

- Jeg regner strækt med at skulle være industrielektriker. Her efter 10. går jeg i lære og begynder på skole i Aalborg, siger Simon Mejer.

Ud over håndværk har efterskolen også ridning, kok, dans og esport som linjer.