Efterskole-bus forulykket i England

En bus fra DHE Skjern Efterskole kørte tirsdag formiddag sammen med en lastbil i England.

030412bus.jpg

Elever og lærer fra DHE Skjern Efterskole fik sig noget af et chok, da en af skolens busser tirsdag formiddag blev påkørt af en lastbil. Skolen har været på sprogtur i England og var på vej hjem, da ulykken skete tæt på Brighton i det sydlige England

- Vi havde været inde og handle i et supermarked. Så vi kom kørende af en snørklet vej. Da vi kom op til et kryds ved en større vej, kom bussen for langt ud, og en lastbil kørte ind i bussen, forklarer Uffe Østergaard, der er forstander på efterskolen.

Han sad selv i den bus, der blev ramt og beskriver selv oplevelsen som et chok. Ingen er dog kommet fysisk til skade.

- Der er kun sket materiel skade. Forruden er smadret og er så ødelagt, at vi ikke kan køre med den bus hjem, fortæller Uffe Østergaard fra Brighton.

En enkelt pige var dog så chokeret, at hun fik noget beroligende.

Har en skytsengel

Forstanderen fortæller, at alle tager det meget roligt, og at de bruger tiden på at minde hinanden om, at det er godt at alle er uskadt

- Nu drejer det sig bare om, at vi skal være glade. Nogle af eleverne siger, at grunden til, at det gik godt, nok er fordi, vi var i Sct. Pauls Katedralen i søndags, så vi har en skytsengel, der passer på os, siger Uffe Østergaard.

Endnu ved forstanderen ikke, hvordan eleverne kommer hjem fra England.

(Foto taget af Mathias Nielsen, elev DHE Skjern Efterskole)