Efterlyste overnattede i shelter

Midt- og Vestjyllands Politi har fundet spor i et shelter i Skjern-området, som kan stamme fra to efterlyste drenge.

291109Koglen001.jpg

De to 16-årige drenge, der søndag aften flygtede fra den lukkede institution Koglen i Stakroge, har måske haft nogle kolde nætter i Skjern-området. En kvinde kontaktede mandag Midt- og Vestjyllands Politi og fortalte, at hun havde haft besøg af to drenge, som mathede beskrivelsen af de efterlyste. De havde lånt telefonen og fortalt hende, at de boede i nogle hytter ved Skjern Å.  

Tomme dåser og hvid tennissok

Politiet finkæmmede efter henvendelsen området og fandt frem til nogle shelters. I et af dem lå der tomme dåser og en hvid tennissok. Men politiet kan ikke sige med sikkerhed, at det stammer fra de efterlyste.

 -Vi kan selvfølgelig ikke udelukke, at de har overnattet der, men det er saftsusemig koldt uden en sovepose, siger vagtshef ved Midt og Vestjyllands politi, Kjeld Nedergaard, til tvmidtvest.dk. 

Hvis de har sovet i hytten, mener politiet ikke, at der er nogen chance for, at de kommer igen. Sporet peger nu i retning af København, hvor drengene er blevet set af noget familie.