Efterlyst OK-røver anholdt

En 36-årig mand fra Viborg er anholdt og sigtet for røveri mod en tankstation i byen.

Dette billede gav pote, da politiet fik tip om gerningsmandens identitet. Foto: Midt- og Vestjyllands Politi

Politiet har anholdt en 36-årig mand, der er sigtet for røveriet mod OK i Viborg. Anholdelsen sker efter, at politiet i flere medier har efterlyst en gerningsmand, forklarer vagtchef Jens Claumarch fra Midt- og Vestjyllands Politi til TV MIDTVEST.

- Der var nogen, som ringede og fortalte hvem han er og hvor han bor - og de ringede, da han var kommet hjem, og så kørte vi ud og anholdt ham, siger vagtchefen.

Manden har erkendt røveriet og skal torsdag fremstilles i grundlovsforhør. Om han får en dom med det samme, afhænger af hans personlige forhold og tidligere overtrædelser.

- Alt efter hvor meget han erkender, kan han få en straksdom, fortæller Jens Claumarch.

Manden er kendt af systemet og har nogle psykiske problemer.

Læs også Ved du noget? Politiet efterlyser gerningsmand til røveri