Efterlyst mand anholdt i nat

En 22-årig mand fra Herning blev natten til fredag anholdt og sigtet for røveri mod jævnaldrende mand fra Herning.

Foto: Arkiv

En 22-årig mand fra Herning blev natten til fredag anholdt i Herning. Manden har været efterlyst af politiet siden 21. maj, efter trusler mod en jævnaldrende mand.

- Tilbage i maj måned truede den 22-årige mand en jævnaldrende mand med en kniv, fordi han mente, at vedkommende skyldte ham penge. De to mænd var uenige, og som kompensation stjal den 22-årige mand et tv og en PlayStation fra den anden, på hans bopæl i Vestergade i Herning. Siden da har vi ikke kunne finde ham, siger Henning Præstegaard fra Herning Politi.

Den 22-årige mand har ingen fast bopæl, og han er særdeles godt kendt af politiet.
Manden blev i dag fremstillet i grundlovsforhør, som blev holdt for lukkede døren. Han er foreløbigt varetægtsfængslet i fire uger.