Efterlyst kvinde kom hjem i god behold

Stor eftersøgning med hunde og helikopter mellem Skive og Hvidbjerg natten til søndag.

Politihund
Foto: Arkiv

Midt- og Vestjyllands Politi har hele natten ledt efter en 46-årig kvinde, som lørdag aften ved 23-tiden forlod sit hjem uden for Skive.

En helikopter og flere hundepatruljer deltog i eftersøgningen, og betjentene nåede at gennemsøge et meget stort område mellem Skive og Hvidbjerg uden resultat.

Søndag morgen ved 7-tiden kunne eftersøgningen dog afblæses, da kvinden vendte hjem til sin bopæl i god behold.

Politiet oplyser, at kvinden forlod hjemmet, mens vagtlægen var på besøg. Hun virkede psykisk uligevægtig, og man frygtede, at hun havde taget noget af sin kærestes medicin, som kan være livstruende i de forkerte hænder.

- Det tyder ikke på, at hun har taget medicinen, men nu sørger vi lige for at få hende tilset af en vagtlæge, inden vi lukker sagen, siger vagtchef Lars Even.