OPDATERET: Efterlyst 14-årig hjemme i god behold

14-årig fra Herning er hjemme igen.

Politi
Foto: Scanpix / Ida Marie Odgaard

OPDATERET. Den 14-årige pige er hjemme i god behold, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi. 

Mandag morgen har Midt- og Vestjyllands Politi fortsat ikke hørt fra den 14-årige pige, der blev efterlyst søndag.

- Vi tager det positivt, at der var livstegn i går, men jeg har fortsat ikke hørt, at hun skulle være kommet hjem, siger vagtchefen mandag morgen. 

Pigen fra Herning, der har været efterlyst af politiet siden søndag eftermiddag, har det godt, har hun skrevet til en veninde på det sociale medie, Facebook Messenger. Det oplyste vagtchef Bjarne Askholm fra Midt- og Vestjyllands Politi søndag aften til TV MIDTVEST.

- Hun har skrevet til en veninde på Messenger, at hun snart kommer hjem, siger han.

Vagtchefen fortalte søndag, at det blandt andet var formålet med efterlysningen at få den 14-årige til at give lyd fra sig. Det er dog ikke muligt at spore hende, fordi hendes egen telefon er gået i stykker og derfor har lånt sig til internetadgang.

- Vi vil gerne have hende hjem så hurtigt som muligt, sagde Bjarne Askholm.

Alligevel bruger politiet ikke mange ressourcer på at finde hende. Også fordi hendes forsvinden skyldes uenigheder med moderen. Hun skal dog stadigvæk forvente en løftet pegefinger, når hun kommer hjem.

- Det er noget, hvor vi tager kontakt og indskærper, at det er en rigtig dårlig idé (at forsvinde på den måde, red.), afslutter vagtchefen.

Hvornår pigen præcist vender hjem, ved politiet endnu ikke. Indtil videre opretholder ordensmagten efterlysningen af hende.