Efterlysning har endnu ikke givet henvendelser i røverisag

En maskeret mand begik lørdag aften væbnet røveri i Kjellerup. Søndag aften har politiet ikke fået nogle henvendelser på trods af efterlysning.

roeveri_kjellerup.jpg
Foto: Overvågningskamera.

Politiet har ikke fået mere at gå efter i en sag om et væbnet røveri, der fandt sted i Kjellerup lørdag aften. 

- Vi har ikke fået nogle henvendelser, så der er ikke noget nyt i det, fortæller vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, Lars Even, søndag aften. 

Lidt før klokken 21 lørdag aften fik politiet en anmeldelse om røveri i en kiosk på torvet i Kjellerup. Her havde røveren brugt en pistol til at true en kvindelig ekspedient til at udlevere penge. Da ordensmagten nåede frem var røveren flygtet fra stedet, højst sandsynligt til fods. 

- Han er formentlig løbet derfra, for der er ikke set nogen former for køretøj. Derfor vil vi også meget gerne høre fra eventuelle vidner, der kan have set nogen løbe fra stedet, lød opfordringen fra politiet søndag morgen. 

Søndag aften har politiet imidlertidig ikke fået meget mere at gå efter i sagen. De fastholder derfor opfordringen til, at folk meget gerne må kontakte politiet, hvis de skulle have set eller hørt noget, der kan lede dem på sporet af røveren. 

Røveren beskrives som cirka 20 år, cirka 175 cm høj og lys i huden. Han bar sort tøj, lysegrå hættetrøje, grå havehandsker og grå kondisko med en hvid kant. Han bar en mintgrøn pose under røveriet. 

Her ses røveren. Billedet er fra butikkens overvågningskamera.
Her ses røveren. Billedet er fra butikkens overvågningskamera.
Foto: Overvågningskamera.

Politiet kan kontaktes på telefon 114.