Efterlysning: 17-årig forsvundet på vej til halbal

Efterlysning: 17-årig forsvundet på vej til halbal

Politiet efterlyser en 17-årig kvinde fra Kjellerup, som er forsvundet på besynderlig vis.

Den 17-årige Sara Louise Jensen fra Kjellerup fulgtes søndag aften kl. ca. 21.30 sammen med en gruppe unge til halbal i Kjelleruphallen.

- De var gået fra Hybenhaven, og da de nærmede sig hallen, sakkede den 17-årige lidt bag efter de øvrige, oplyser vagtchef Ole Vanghøj fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Hun søgte derefter ind over en sportsplads og er ikke set siden.

- De andre oplyser, at hun ikke var særligt beruset og beskrives som en fornuftig pige, siger vagtchefen.

Han opfordrer folk til at kigge i udhuse og lignende efter den forsvundne kvinde.
 

Signalement af Sara Louise Jensen:

17 år
172 cm høj
Alm. af bygning
Langt, lyst krøllet hår
Iført mellemlang frakke
Sorte tætsiddende cowboybukser
Hvide sko

Oplysning om savnede kan gives til Midt- og Vestjyllands Politi på tlf.: 114.