Efterlyser vidner til masseslagsmål

Politiet vil gerne høre fra folk, der kan have set et masseslagsmål i Gravene i Viborg lørdag morgen.

Et masseslagsmål med 10-12 involverede ved Gravene i Viborg lørdag morgen, får nu politiet til at efterlyse vidner. En person skulle i følge politiets oplysninger være slæbt fra åstedet ilde tilredt.

- Vi ved ikke præcis, hvem, der har været i kæmpeslagsmål, men da vi kom frem kunne vi se, at det havde gået vildt for sig, siger vagtchef, Lars Even.

I følge politiets oplysninger er det store slagsmål sluttet med at en livløs formodentlig ilde tilredt person er blevet slæbt fra stedet. Politiet vil gerne i kontakt med nogen, der kan fortælle, hvem, der har slæbt af med den savnede person.    

- Vi er lidt bekymrede for, om det er hans venner eller om det er hans fjender, der er slæbt af sted med ham, så vi hører gerne fra nogen, der kan fortælle os noget om det, siger Lars Even.

- Vi har en formodning om, at det kan være offerets venner, der har slæbt ham væk, men vi vil gerne tale enten med vennerne eller offeret, så vi kan finde ud af, om han er ok, siger Lars Even.