Efterlyser flugtbilist: Cyklist fik kraniebrud

En cyklist fra Hjøllund ved Gludsted Plantage er indlagt med kraniebrud og blødninger i hjernen. Han er angiveligt blevet påkørt af en lastbil.

Blaa Blink, ulykke.jpg
Foto: Arkiv

En 43-årig mand blev hårdt kvæstet, da han onsdag eftermiddag kom cyklende ad rute 13 mellem Viborg og Vejle. Han blev ramt af sidespejlet på et ukendt køretøj, der tog flugten efter ulykken.

Klokken 16:38 opdagede en snarrådig bilist, at der lå en tændt cykellygte i grøften. Da den 55-årige bilist stoppede op for at undersøge sagen, fandt han en cyklist, der lå bevidstløs i grøften.

Cyklisten blev straks herefter kørt til Regionshospitalet Herning, hvor der blev konstateret kraniebrud og blødninger i hjernen. Han er senere overført til Århus, hvor hans tilstand nu betegnes som stabil.

På stedet er der fundet to spejlskaller fra et sidespejl. Det ene er fra et stort spejl med vidvinkel, hvorfor politiet arbejder med den teori, at der er tale om en lastbil eller stor varevognl, som har ramt cyklisten med sidespejlet.

- Det er usandsynligt, at føreren ikke har lagt mærke til noget. Selvom vi endnu ikke har nærmere oplysninger om køretøjet, så har vi efterlyst det og hører meget gerne fra vidner, der har set noget. Og jeg vil da opfordre den pågældende flugtbilist til at melde sig selv, siger Jeppe James Olsen, vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi.

Rute 13 er normalt en stærkt trafikeret vej, hvor folk ofte kører meget hurtigt. Lige nu afventer politiet bilinspektørens undersøgelser, der måske kan afsløre, hvilken bilmodel der er tale om.

Ulykken skete her på rute 13 ved Gludsted Plantage (kort fra Google):