Efter voldsom brand i sommerhus: Vi kunne alle være døde

Lars Bræmer fra Mejrup reddede i morges syv børn og tre voksne, da der opstod en voldsom brand i et sommerhus ved Rønbjerg Plantage syd for Skive.

Far og søn - Lars Bræmer og 13-årige Mikkel fra Mejrup - er dagen derpå rystede over nattens oplevelser.
Far og søn - Lars Bræmer og 13-årige Mikkel fra Mejrup - er dagen derpå rystede over nattens oplevelser.
Foto: Kristian Mørk Andersen, TV MIDTVEST

En ellers hyggelig og traditionsrig efterårsferie i sommerhuset Mosehuset i Rønbjerg Plantage endte brat tidligt onsdag morgen for Lars Bræmer og hans 13-årige søn Mikkel.

- Lige pludselig vågner jeg og mærker, at noget virker unaturligt. Der er noget, der rammer jorden hårdt. Og så går jeg ud og ser, at flammerne står op ved døren, og røgen siver ind i huset, fortæller Lars Bræmer i dag til TV MIDTVEST.

Alarmen gik klokken 5.30, men da brandvæsenet nåede frem, stod sommerhuset ikke til at redde. Og for Lars Bræmer stod det da også hurtigt klart, at ilden havde alvorligt fat i sommerhuset.

0:27
Lars Bræmer filmede branden, der på kort tid fik sommerhuset til at brænde ned til grunden. Foto: Privatoptagelser

Måtte smide børnene ud af vinduet

- Der er så meget ild. Og jeg tænker bare, at det her det er noget, vi skal reagere hurtigt på, så vi ikke brænder inde. Så jeg får råbt og skreget til alle, at de skal komme ud af huset, fortæller han.

13-årige Mikkel blev sammen med huset andre beboere derfor vækket brat i morges.

- Han råbte, at der var ild, og så vågnede jeg. Jeg nåede ikke rigtig at tænke så meget, fortæller Mikkel dagen derpå.

Lars Bræmer reagerede snarrådigt og fik bogstaveligt talt kastet alle husets beboere ud af det nærmeste vindue. Og dermed reddet sig selv, syv børn og to andre voksne i sikkerhed.

"Det gik så hurtigt"

- Man tænker bare på sine kære og tænker kun på at få dem bragt ud af den her situation. Man reagerer bare per refleks, som en far skal gøre. Så i løbet af tredive sekunder, så er alle ude, fortæller Lars Bræmer fra Mejrup.

Oplevelsen og billederne af det brændende hus på nethinden sider her til i eftermiddag stadig i kroppen på både Lars Bræmer og hans søn:

- Man tænker, at det er en drøm. Vi står bare og kigger på huset brænde, og det er helt urealistisk. Det gik så hurtigt, fortæller Mikkel.

Sommerhuset brændte ned til grunden. Foto: Privatfoto
Sommerhuset brændte ned til grunden. Foto: Privatfoto
Foto: Privatfoto

- Vi er i chok. Børnene er kede af det, og vi fryser. Så vi voksne prøver at berolige dem, og så kom vi ind i politi- og brandbilerne, indtil vi fik fat i noget familie, der kunne komme og hente os, siger Lars Bræmer. 

Oplevelsen sidder i kroppen

0:27
Det var dette syn, der mødte Lars Bræmer og resten af sommerhusets beboere, da de endelig var reddet ud af sommerhuset. Foto: Privatoptagelser 

Nu skal familien bruge den næste tid på at komme sig oven på den skræmmende oplevelse, der har mærket alle beboerne stærkt.

- Adrenalinen pumper stadig rundt i kroppen. Jeg ryster og er meget følelsesmæssigt berørt af det hele. Jeg tror ikke helt, det er nået at lande endnu.

For 13-årige Mikkel har branden i nat også sat tankerne i gang.

- Jeg tænker bare, at det er heldigt, at alle kom ud. Hvor er det heldigt, at min far stod op og så ilden, for jeg tænker, at hvis der bare var gået et minut mere, så kunne vi alle sammen være døde. Det er vildt at tænke på.

0:21
Redningsfolk kom efter et kvarters tid. Men sommerhuset stod ikke til at redde. Foto: Privatoptagelser

To hunde blev også reddet ud ved branden, og ingen kom alvorligt til skade. Men sommerhuset brændte på kort tid ned til bunden.  

2:23