Efter splittelse: Turistforening får ny formand

Bent Graakjær bliver den ny formand i Ringkøbing Fjord Turisme.

Bent Graakjær er ny formand i Ringkøbing Fjord Turisme.
Bent Graakjær er ny formand i Ringkøbing Fjord Turisme.
Foto: Christian Fomsgaard, TV MIDTVEST

I starten af sidste uge væltede Ringkøbing Fjord Turisme deres formand igennem 10 år med et mistillidsvotum, efter en stor konflikt om kystnære vindmøller.

I går aftes mødtes bestyrelsen så for første gang siden generalforsamlingen og blev enige om ny formand. Det er Westergaards Hotel i Videbæks indehaver Bent Graakjær, der har siddet i bestyrelsen i mange år.

- Jeg håber, at jeg med min neutralitet her lidt inde i landet kan være med til at samle foreningen lidt igen. Det er en stor kommune, og der er langt fra den østlige del til den vestlige del, men det er det samme, vi skal trække på. Det er at få mange turister hertil, og at de skal have nogle gode oplevelser, fortæller han.

Konflikt om vindmøller

Hele konflikten i foreningen, der har 240 medlemmer, handlede om de kommende havvindmøller mellem Hvide Sande og Søndervig, som mange så meget længere væk fra kysten, end det i 2016 blev vedtaget.

I 2016 underskrev regeringen på baggrund af et flertal i Folketinget og leverandøren Vattenfall nemlig aftalen om, at kæmpemøllerne skal stå fire til ti kilometer fra kysten. Den tidligere formand for Ringkøbing Fjord Turisme skrev i 2012 under på, at foreningen var for vindmøllerne, og det startede konflikten.

Nu er der en ny formand, og foreningen har vedtaget, at de fortsat vil kæmpe for at få rykket møllerne længere fra land på trods af, at kommunen kalder det en umulig kamp.

- Nogle vil mene, det er en umulig kamp, men mig bekendt er de ikke begyndt at bore eller støbe fundament. Jeg har det sådan, at så længe de ikke er startet med det, så er slaget ikke helt tabt endnu. Det skal i hvert fald forsøges, og det er også det, jeg er blevet pålagt til generalforsamlingen, fortæller Bent Graakjær og tilføjer:

 - Men vi må heller ikke glemme, at der er meget andet, vi også skal arbejde med. Der sker så meget i vores område, og vi har så mange turister. Vi skal også se fremad.

0:38