Efter rekordår: Her er laksekvoterne for Skjern Å

Der har aldrig været målt så mange laks i Skjern Å, som der blev sidste år.

Billedet er fra sæsonstart den 16. april 2013. Foto: Tommy Kofoed / Ritzau Scanpix

Læs også Ny undersøgelse: Der er rekordmange laks i Skjern Å

5521 store laks trak i 2017 fra havet op i Skjern Å.

Det dokumenterede en undersøgelse fra Danmarks Center for Vildlaks og DTU Aqua tidligere på året.

Nu er årets fiskekvoter for laksen så kommet, og den er uændret fra sidste år. Så selvom der har været flere laks, så er kvoten for lystfiskerne ikke steget. Det er der en god forklaring på, fortæller biolog Kim Iversen fra Danmarks Center for Vildlaks i Skjern.

- Det er et udtryk for et forsigtighedsprincip. Man kigger ikke bare tilbage på et år, man kigger tilbage og ser, hvordan det har været før det. Det laver man så en vurdering ud fra, forklarer han.

Fremgangen kom efter nogle år, hvor bestanden ellers var stagneret.

Håber på store laks

Kim Iversen fortæller, at det er svært at bedømme, hvor mange laks der finder vej til Skjern Å i år. Men han håber på et godt år.

- Det går rigtigt godt. Det var et super år sidste år, så vi håber også, der kommer et godt år i år. Men der er mange usikkerheder, fortæller han.

Han håber dog især på store fisk.

- Der var mange mellemstore laks i åen sidste år, så vi håber på en god premiere i år med mange store fisk, siger Kim Iversen.

Lystfiskersæsonen starter den 16. april. 

Årets laksekvote i Skjern Å

  • Der må maksimalt hjemtages 235 laks på 75 cm eller derunder og 185 laks over 75 cm. Længden på laks måles som totallængden. Kvoten gælder for bekendtgørelsens § 1, i de i nr. 1-13 nævnte områder i perioden fra den 16. april til og med den 15. oktober. 
  • Der må maksimalt hjemtages 5 laks i den øvrige del af Skjern Å vandsystem. Disse laks er ikke opdelt i størrelsesgrupper. Kvoten gælder for bekendtgørelsens § 1, nr. 14 nævnte områder i perioden fra den 16. april til og med den 31. oktober.
  • Der må højst hjemtages én laks pr. mand inden for kvoten i Skjern Å vandsystem.
  • Indrapportering af laks skal foregå inden kl. 24.00 på dagen, hvor laksen er fanget, og det gælder både hjemtagne og genudsatte laks. Oplysninger om fangst både hjemtagne og genudsatte laks skal være offentligt tilgængelige på www.skjernaasam.dk
  • I forbindelse med registrering af fangsten, skal der for både de hjemtagne og genudsatte laks indrapporteres om laksen havde fedtfinne eller om fedtfinnen manglede.´
  • I forbindelse med hjemtagning af laks fra Skjern Å-systemet skal der udtages en vævs- og skælprøve fra de hjemtagne laks.
Kilde: Fiskepleje.dk