Efter rekord-dårlig høst: Nu kan landmænd handle på kornbørs

Grundet en historisk dårlig høst kommer mange landmænd til at mangle korn. Nu får de mulighed for at handle med hinanden via en kornbørs.

Korn er en eftertragtet vare efter en historisk dårlig høst. Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

En landboforening forsøger nu at komme sine medlemmer til undsætning ved at oprette en såkaldt kornbørs.

Den rekord-dårlige høst får nemlig landmændene til at jagte korn hos andre landmænd og foderstofcentraler, fordi deres eget udbytte er langt mindre end normalt. Men jo længere tid der går, jo større er chancen for, at prisen stiger.

Læs også Høstprognose: Største nedgang i udbytte i 100 år

- Mange står i en situation, hvor de mangler korn. Foderstofforretningerne holder kortene meget tæt på hånden. Når nogle landmænd har ringet til dem og efterspurgt korn, kunne de ikke købe endnu, forklarer formand for Agri Nord Planteavl, Rene Lund Hansen.

Derfor opfordrer landboforeningen med deres kornbørs til, at landmændene handler nu - og gerne direkte med hinanden igennem den. 

 - Det handler om rettidig omhu. Den, der handler tidligst, han handler billigst. Det bliver kun værre af at vente. Prisen bliver højere, og man risikerer, at man er for sent ude. Alt andet er med 180 km/t ind i muren, lyder det. 

Det er formanden selv, der har taget initiativet. Ifølge ham vil der blive lavet omkring seks millioner ton korn i Danmark i år. Det er mere end en tredjedel under normal høst, og behovet for at købe korn er derfor stort. 

- Vi tænkte, at det var en god idé at skabe et sted, hvor landmændene kunne handle med hinanden. Tit er der jo også en del penge at spare, når det ikke skal forbi foderstofforretningerne, forklarer formand for Agri Nord Planteavl, Rene Lund Hansen. 

Læs også Landmand stort set færdig med høsten: Har aldrig oplevet noget lignende

Carsten vil købe - Poul vil sælge

Carsten Boye Jensen er landmand i Stoholm, og han er en af dem, der lige nu søger hvede og byg på kornbørsen. 

- Jeg har opgjort, hvad vi mangler i forhold til en almindelig høst. Raps og korn sammenlignet med 2015, 2016 og 2017 mangler vi 30 procents udbytte, fortæller han. 

Han er interesseret i at købe både store og små mængder og gerne med det samme. 

- Det er ret vigtigt, for vi har 40.000 slagtesvin om året, og jeg frygter for den fremtidige kornpris, forklarer han. 

Landmænd Poul Nielsen fra Thisted er en af dem, der gerne vil sælge. Han har økologisk havre fra cirka 7 hektar. 

- Jeg synes da, at det er en rigtig god idé, at vi kan undgå et fordyrende mellemled. Jeg tjener jo det samme, uanset om jeg sælger det til fodercentralen eller direkte til landmanden. Nu kan ham, der køber kornet, spare nogle penge, fordi han køber det direkte af landmændene, der producerer, fortæller han. 

- Det her er en helt særlig situation, og så må man altså tage nye midler i brug, fortsætter han. 

Handler på kornbørsen foregår via landboforeningens hjemmeside. Siden børsen blev oprettet for fire dage siden, er de første opslag kommet på. 

02:15 Luk video