Efter politiets neddrosling: Private leder efter Jonas

Den frivillige organisation Missing People Denmark starter i dag en omfattende eftersøgning af den 21-årige soldat Jonas Hedegaard Hansen, efter Politiet har neddroslet den officielle eftersøgning.

EfterlystHolstebro12.jpg

Mandag aften valgte Midt- og Vestjyllands Politi at skrue ned for eftersøgningen af den forsvundne Jonas Hedegaard Hansen, efter at have gennemsøgt området omkring Holstebro Kasserne og det meste af Holstebro midtby. Men nu starter den frivillige organisation Missing People Denmark deres egen, omfattende eftersøgning.

- Vi regner med at samle hundrede frivillige, der går skulder ved skulder i en fire kilometers radius, fra hvor Jonas sidst er set, siger stifter af gruppen René Nielsen.

"Vi finder Jonas"

Missing People Denmark har eksisteret siden september 2014, og er en del af Missing People International. Gruppen koordinerer, organiserer og gennemfører eftersøgninger af personer som er forsvundet, i samarbejde med pårørende og myndigheder.

- Vi kan samle mange folk i forhold til myndighederne, og det er vores store styrke. Vi kan blive ved, indtil vi finder ham, og vi finder også Jonas, siger René Nielsen.

Det er Missing People der selv har tilbudt deres hjælp til familien, og Claus Linddahl Hansen, der er Jonas Hedegaard Hansens bror, deltager selv i eftersøgningen tirsdag.

- Jeg er selvfølgelig rigtigt glad for, at de laver eftersøgningen. Det er fedt, at der eksisterer sådan en organisation, og vi kan selvfølgelig kun blive ved med at håbe på, at vi finder Jonas, siger Claus Linddahl Hansen.