Efter opslag om pædofil: - Hvis opslaget er ulovligt, er det ulovligt at dele

Midt- og Vestjyllands Politi opfordrer i dag folk til at tænke sig grundigt om, inden de deler på sociale medier. Det sker efter et opslag måske har brudt et navneforbud.

Politiet ser med stor alvor på sag om et muligt brud på navneforbudet. Foto: Morten Thomsen, TV MIDTVEST

I går kunne vi på TV MIDTVEST fortælle, at over 4.000 mennesker havde delt et opslag, som udstillede personen, der er sigtet for at have voldtaget en niårig pige. Dette selvom der stadig er navneforbud i sagen. 

Facebooksiden bag opslaget er blevet slettet i mellemtiden, men det betyder ikke, at manden bag Facebooksiden kan vide sig sikker. Det fortæller Midt- og Vestjyllands Politi til TV MIDTVEST. 

Læs også Efter voldtægt af niårig pige: Hængt ud med navn og billede på Facebook

- Vores umiddelbare opfattelse er, at der kan være tale om en overtrædelse af persondataloven, idet man viderebringer oplysninger, om en person, der er omfattet af navneforbud, siger Ole Henriksen. 

Det er dog ikke kun selve opslaget, som der bliver kigget på fra politiets side. Også det, der blev skrevet i kommentarsporet til opslaget bliver undersøgt. Her blev der fremsat trusler mod den sigtede, delt hans adresse og meget mere. 

- Når man kommunikerer på de sociale medier, så er det tilgængeligt for alle. Dermed taler man i det offentlige rum. Vi ser en stigende tendens til, at folk fremsætter trusler på de sociale medier. Men man skal være opmærksom på, at truslerne, selvom de er blevet fremsat på sociale medier, så gælder de stadig, og er dermed strafbare. 

Det er TV MIDTVEST, der har anonymiseret opslaget. Facebooksiden bag opslaget er blevet slettet.  Foto: Screendump / TV MIDTVEST

Politiet har også en besked til de over 4.000, der har delt opslaget. For de bryder ifølge Midt- og Vestjyllands Politi også navneforbudet. 

- Hvis indholdet i opslaget er ulovligt, så er det også ulovligt at dele det, siger Ole Henriksen. 

Den overordnede besked fra politiet er dermed, at man skal passe på, hvad man deler og skriver på de sociale medier. 

04:02 Luk video