Efter ny rapport: Lodsejere håber på hjælp til kystsikring

Kystdirektoratet udpeger nu Lemvig Kommune som et af de områder, der i de kommende år har størst risiko for at blive plaget af oversvømmelser og erosion.

Kystsikring Gjellerodde
Foto: Lone Bergholdt Hald, TV MIDTVEST

Stranden i Gjellerodde ved Lemvig har gennemgået en markant forandring de seneste år.

- Der sker lidt hvert år, men sådan større skred er måske hvert andet eller tredje år, siger Erik Kjær
der er sommerhusejer ved Gjellerodde.

De store skred har spist flere meter af skrænten. 

- Det er umuligt at gå forbi på stranden, det kunne vi før. Der kunne vi gå fra Gjellerodde til Lemvig, men det kan ikke lade sig ikke gøre mere, fastslår han.

Borgmester i Lemvig Kommune Erik Flyvholm (V) foreslår, at man løser problemerne ved at gøre kanalen i Thyborøn smallere.

- Sådan at der trænger mindre vand ind, så skråningerne ikke skrider ud, og de vandstandsstigninger og de stormflodsændringer vi ser, de ikke vokser med over en halv meter om året, siger han.

På det mere overordnede plan bruger Miljøministeren den nye rapport til at opfordre kommuner og lodsejere til at gå sammen om at lave helhedsplaner.

- Når vi ser at huse er på vej til at falde i havet, så er det ikke noget, der sker på to dage. Det er en lang proces. Og hvis ikke man kommer i gang i god tid i forhold til kystsikring, så havner man i de her situationer, og derfor appellerer vi til kommunerne og lodsejere om at lave helhedsplaner, der hjælper på kystsikring, siger Miljø- og Fødevareminister Esben Lunde Larsen (V). 

I Gjellerodde vil sommerhusejerne gerne have kysten sikret med en høfde. De har endda tilbud selv at betale. Men kystdirektoratet har sagt nej, fordi der ikke umiddelbart er fare for bygninger eller veje.