Efter Lilly/Snuske-sag: DF vil have kattelov

Kattelov eller ej? Politikerne er ikke enige, om katteejere skal registrere deres katte.

Dyrlæge, Lise Svejgaard, fortæller fredag, at hun nu står med endnu en forslået kat, som ikke kan identificeres. Foto: Privat

Katten Lilly - eller Snuske, som den hed før - løb væk fra sin familie og blev adopteret af en dyrlæge, som brugte tusindvis af kroner på at hjælpe katten.

Men når de gamle ejere forlanger katten tilbage, hvem har så egentlig ret, når katten ikke er øremærket?

Det er blevet diskuteret meget på Facebook, og nu blander politikerne sig også i diskussionen.

Fra DFs side er kravet simpelt: Der skal laves en kattelov. For Karina Due er der slet ikke nogen tvivl: Katte skal behandles på samme måde som hunde.

Det er sådan mere køb-og-smid-væk dyr i dag.

Karina Due, Dansk Folkeparti

- Katte regnes ikke rigtig for noget. Det er sådan mere køb-og-smid-væk dyr i dag, og det er lidt synd for kattene, siger MF’er Karina Due, Dansk Folkeparti.

Kattelov nødvendig

Hun så gerne en kattelov, som sørger for at alle katte bliver ejerregistreret, så man slipper for sager som den om Snuske, der senere blev til Lilly. 

- Jeg synes, det er rigtig vigtigt. Ikke kun så man kan finde frem til ejerne, men også fordi vi trænger til at få hævet anseelsen for katte, og vi trænger i den grad til at få begrænset antallet af uønskede katte, siger DF’eren.

Torsdag kunne TV MIDTVEST fortælle om konflikten mellem de tidligere ejere og den nye ejer af en kat i Stoholm.

Tredages-reglen

Lige nu er reglerne sådan, at hvis ejeren af en kat ikke har meldt sig efter tre dages fremlysning hos Dyrenes Beskyttelse, så kan katten få et nyt hjem. Det synes Dansk Folkeparti er for lidt, og også hos Socialdemokraterne er der stemning for at kigge nærmere på reglerne om katte.

- Jeg tror, tiden er inde til, at vi begynder at tale om, hvordan vi kan sikre, at katte også kan finde tilbage til deres ejermand igen, hvis de er udsat for en situation, som den vi har her, siger Karin Gaardsted fra Socialdemokraterne.

Læs også Familien vil have deres kat tilbage - Men dyrlægen ejer den

Venstre: Man bestemmer selv

Men ikke alle politikere synes, det er en god idé med mere lovgivning omkring kæledyr.

01:58 Luk video

- Der må altså være grænser for, hvor detaljeret lovgivning vi skal lave på Christiansborg, og jeg synes faktisk, det her er et godt eksempel på det. Mulighederne er der for at lade sin kat registrere - det bestemmer man altså fuldstændig selv, siger folketingsmedlem for Venstre, Torsten Schack Pedersen.

Den Danske Dyrlægeforening anslår, at der er omkring en million katte i Danmark, og at halvdelen af dem er herreløse. Et højt tal som en kattelov ville kunne gøre noget ved, mener Karina Due.

Når man har et dyr, så må man sørge for at få det mærket og registreret, siger hun.

Identifikation vil få kattene hjem igen

Hos Venstre er holdningen den, at det må være folks eget ansvar.

Virkeligheden er, at man har muligheden for at lade sin kat registrere, og når der er nogen, der vælger at gøre det, så fungerer det fint, og for dem, der vælger ikke at gøre det, ja så må man tage konsekvensen af det, mener Torsten Schack Pedersen.

Socialdemokraternes Karin Gaardsted er uenig.

- Der er mange katte, som ikke hører til nogen steder, som er hjemløse, hvis man kan sige det på den måde, og hvis vi kan finde den rette måde at få identifikation sat på katten, så vil vi også kunne få nogle af de katte tilbage på plads igen, siger Karin Gaardsted.

Hun garanterer at tage sagen op i Folketinget efter sommerferien.

Imens kan dyrlæge, Lise Svejgaard fra Egelund Dyreklinik ved Viborg, fredag fortælle, at hun nu står med endnu en forslået kat, som ikke kan identificeres.