Efter lempelser til økologiske landmænd: Det er ikke noget, der batter

Det varme og tørre vejr udfordrer landmændene. I går gav regeringen en håndsrækning, men det er langt fra nok, mener formanden for Vestjysk Landboforening.

For noget tid siden syntes vi, det var alvorligt, men nu synes jeg, det er mere end alvorligt, siger formanden for Vestjysk Landboforening.
For noget tid siden syntes vi, det var alvorligt, men nu synes jeg, det er mere end alvorligt, siger formanden for Vestjysk Landboforening.
Foto: Frederik Helms, TV MIDTVEST

Tirsdag kom regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet med en håndsrækning til de økologiske landmænd.

Det betyder blandt andet, at økologiske landmænd må bruge 10 procent mindre grovfoder uden at miste deres status som økologiske landmænd.

Men det er ikke noget, formanden for Vestjysk Landboforening, Søren Christensen, falder på halen over.

- Jeg har dyb respekt for, at der er nogen, der vil hjælpe os, men det er ikke de ti procent, der flytter det, siger han.

Håber på mere hjælp

Han håber i stedet på, at de også vil modtage en hjælpende hånd udenfor Christiansborg.

- Jeg håber på, at vi har nogle banker og nogle andre, som er klar til at hjælpe os landmænd igennem den situation, som vi står i nu, siger han.

Han understreger, at det ikke kun er de økologiske landmænd, som lider under tørken.

-  Som lokal formand har jeg også konventionelle landmænd på den anden side, så alt for meget hjælp på den ene side frem for den anden, det er jeg lidt i mod, siger han.

Hvis det varme og tørre vejr fortsætter, er Søren Christensen ikke just optimistisk.

- Jeg tror, man har gjort, det man kunne, men lige nu er der ikke noget, der batter, siger han.