Efter kort tids sygdom: Guf er død
Eneboeren Guf er død kort tid efter, at han fik konstateret kræft.
Steen Ingolf ”Guf” Gad Østerby, kendt fra dokumentaren ”Da Guf gik i skoven” er efter kort tids sygdom død.
Eneboeren, der i de sidste 38 år boede i en bus i en mose syd for Skive, døde af kræft den 19. december.
- Jeg er utrolig ked af, at Guf ikke døde i skoven, som han selv drømte om. Men når det er sagt, så døde Guf som en lykkelig mand, fortæller Dorthe Østergaard til TV MIDTVEST.
Hun har kendt Guf hele sit liv, og sammen med sin mand ejer hun den skov, hvori Guf boede, indtil han blev syg.
- Guf var taknemlig indtil det sidste. Især for personalets pleje og omsorg på sygehuset, siger Dorthe Østergaard.
Hun har været ved Gufs side under hans indlæggelse på Regionshospitalet Holstebro. Her blev han i første omgang indlagt med en alvorlig lungebetændelse. Undersøgelser viste senere, at Guf var ramt af kræft flere steder i kroppen.
Hele Danmarks Guf
Den 10. december fortalte Guf om sit liv i TV MIDTVEST-dokumentaren ”Da Guf gik i skoven”.
Den blev sendt på TV 2, hvor seerne fulgte Guf et helt år. Kvinden bag dokumentaren var journalist og fotograf Majbrit Bach. Det var også hende, der fandt Guf syg i skoven i starten af december og sammen med en kollega hjalp Guf til læge.
- Guf var et inspirerende og unikt menneske. Men først og fremmeste var han en utrolig klog og rar mand, fortæller Majbrit Bach, der stadig har svært ved at forstå, at den 83-årige eneboer nu er død.
- Jeg kommer til at savne mine besøg i skoven. Ude hos Guf faldt min puls. Hans måde at leve på har inspireret mig og også rigtig mange seere.
Frisk til det sidste
Majbrit Bach lavede de sidste optagelser med Guf i starten af november. Her var Guf frisk og fragtede som altid tunge træstammer hjem til sin bus, hvor han kløvede det til brænde.
- Det viser, hvor sej og stærk en 83-årig Guf var. Til trods for uhelbredelig kræft har han kunnet klare sig i skoven. Han var et naturmenneske og fik heldigvis lov at leve i naturen næsten til det sidste, forklarer Majbrit Bach.
Hun besøgte Guf flere gange under hans indlæggelse og fortæller, at de fik nogle gode snakke, inden han døde. Hun spurgte ham blandt andet, hvad han gerne ville huskes for, når han ikke var her længere. Her svarede Guf, at hans eftermæle ikke var det vigtigste for ham.
- Når man dør, er det ligesom en lommelygte, der løber tør for batteri. Man stopper med at lyse. Det vigtigste er, at jeg selv har været tilfreds med mit liv, og det har jeg. Jeg er stolt af det liv, jeg har haft i skoven.
Både Majbrit Bach og Dorthe Østergaard vil gerne takke for de hundredvis af hilsner, der er kommet til Guf under hans indlæggelse. Mange af dem blev læst højt for Guf. Mange har også spurgt til Gufs dyr. De er blevet passet af gode naboer undervejs og vil nu efter Gufs død få et nyt hjem.
Guf har selv besluttet, hvordan han skal herfra. Han skal brændes og hans aske skal spredes i naturen. Efter hans ønske kommer det til at foregå i stilhed.
