B&O-aktie steg voldsomt trods skuffende regnskab

Mens december bød på en syngende ørefigen til investorerne i Bang & Olufsen, kunne de tirsdag glæde sig over en pæn stigning.

Virksomheden fra Struer blev på en handelsdag på børsen 16 procent mere værd.
Virksomheden fra Struer blev på en handelsdag på børsen 16 procent mere værd.
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Den kom på ryggen af et regnskab, der ikke var prangende.
Regnskabet gydede dog olie på vandene i forhold til den frygt, som en markant nedjustering i december havde skabt for fremtiden.

- Det var et dårligt regnskab. Men det vidste vi allerede, da de nedjusterede før jul, siger B&O-analytiker hos Sydbank Morten Imsgard.

- Så jeg tror, at investorerne har draget et lettelsens suk over, at der ikke var flere skeletter i skabene, og at forklaringen fra december er fastholdt. De har gang i mange store ændringer, der har forstyrret salget.
- Viser det sig at være forbigående problemer, så var kursfaldet i december for voldsomt, siger han.
Efter nedjusteringen i december, hvor selskabet fortalte, at man slet ikke venter en vækst i salget i regnskabsåret, faldt B&O-aktien over 30 procent på en dag og skar over to milliarder kroner i selskabets markedsværdi.
Tirsdag blev der rådet delvist bod på det med en stigning på 16 procent, hvilket lagde 639 millioner til markedsværdien, der ved børslukketid lød på 4,7 milliarder kroner.

Regnskabet tirsdag bekræftede, at salget faldt for B&O, der solgte for 909 millioner kroner i perioden september til og med november.
Positivt var det dog, at overskuddet steg, og at overskudsgraden - den andel af salget, der bliver til penge i kassen - steg.
- Vi er blevet klogere på, at B&O har fået lanceret nogle produkter, de rent faktisk tjener penge på.
- Det burde selvfølgelig være et minimum for alle virksomheder. Men B&O har haft det problem, at de har solgt godt, men ikke har kunnet tjene penge på produkterne.
 - Men nu ser det ud til, at produkterne, produktionen og distributionen bidrager til bundlinjen. Og det må siges at være afgørende, siger Morten Imsgard.