Efter brutalt overfald: Én er anholdt, men hovedgerningsmanden mangler

Politiet har anholdt en person i sagen om den 25-årige kvinde, der i går blev udsat for grov vold.

Politiet var massivt til stede ved Strøgcenteret i Ikast i går, søndag den 2. september.
Politiet var massivt til stede ved Strøgcenteret i Ikast i går, søndag den 2. september.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Søndag blev en 25-årig kvinde udsat for grov vold, og politiet arbejder stadig på at få samlet alle de løse ender i sagen. 

0:19
Henning Præstegaard fra lokalpolitiet i Herning fortæller her, hvorfor politiet endnu ikke har afhørt den unge kvinde.

Episoden skete i en lejlighed i Ikast, og kvinden blev søndag formiddag efterfølgende fundet i Strøgcenteret. Hun blødte fra hoved, nakke og fingre, og de foreløbige undersøgelser tyder på, at hun er blevet tæsket med et stumpt redskab.

Kvinden er ikke i livsfare, men hun er i behandling for sine skader.

- Kvinden var selv påvirket af narkotika eller spiritus, men det vi har kunnet få ud af hende indtil videre, er, at der har været to mænd til stede i lejligheden, og at hun kender dem begge. Om hun er blevet kastet ned ad trappen, eller om hun har forsøgt at flygte fra lejligheden, ved vi ikke endnu, fortæller politikommissær Henning Præstegaard fra lokalpolitiet i Herning, der sidder med efterforskningen.

Politiet har anholdt en 18-årig mand i sagen, og derudover leder de efter en 28-årig mand, der bliver betragtet som hovedgerningsmanden.

- Han er rejst til Sjælland, men vi har været i telefonisk kontakt med ham, og vi håber, vi snart finder ham, siger Henning Præstegaard.

I løbet af mandagen bliver det besluttet, om den 18-årige medgerningsmand skal fremstilles i grundlovsforhør.