Efter 144 år: Landets mindste pengeinstitut lukker og slukker

Tiden er løbet fra bankbøger, kontanter og manuel bogføring i Fjaltring-Trans Sparekasse

De to direktører Anni Skaaning og Birthe Dueholm håndterede de sidste opgaver for Fjaltring-Trans Sparekasse
De to direktører Anni Skaaning og Birthe Dueholm håndterede de sidste opgaver for Fjaltring-Trans Sparekasse

Efter 144 år med bankbøger, mønter, pengesedler og manuel bogføring var det i dag uigenkaldeligt sidste åbningsdag for medarbejderne i landets mindste pengeinstitut, Fjaltring-Trans Sparekasse. 

For de to direktører Birthe Dueholm og Anni Skaaning var det en vemodig afsked med de 400 trofaste kunder, som har besøgt sparekassen i den faste åbningstid mellem klokken 16 og 18, hver mandag.

- Jeg tror ikke rigtig det er gået op for os endnu. Det er det ikke for mig, siger Anni Skaaning.

De to direktører har arbejdet i sparekassen på deltid, og værnet om en historie, der går tilbage til starten i 1873. Anni Skaaning viser blandt andet en gammel, slidt tegnebog frem.

Tegnebog som hovedkasse

- Det er bankens hovedkasse. Jeg ved ikke hvor mange år den er. Men den er fra en tid, hvor der blev røget cigarer i sparekassen, den dufter af cigarrøg, smiler den nu snart forhenværende direktør.

Bankbogen har også væres kundernes trofaste følgesvend gennem alle årene, og ofte følger der historier med når der bliver sat penge ind på "bogen".

- Når der kommer en bedstemor, og skal sætte 100 kroner ind på ti forskellige bøger til sine børnebørn, ja, så får vi en lille snak om familien, fortæller Birthe Dueholm.

At Fjaltring-Trans Sparekasse har haft uvurderlig betydning for området, er 45-årige Niels Henrik Broby ikke i tvivl om.

- Sparekassen har været et sted, hvor der altid er hjerterum og plads til, at der kunne lånes en halv million kroner, hvis det har manglet. Og det er jo ikke så ringe, sådan som bankverdenen ellers er skruet sammen i dag, siger Niels Henrik Broby. 

Skærpede krav

Han ser med stort vemod på, at sparekassen nu må lukke og peger i den forbindelse på de skærpede krav, som Finanstilsynet i dag stiller til landets pengeinstitutter.

Det drejer sig om indberetninger og dokumentation, som for Fjaltring-Trans Sparekasses vedkommende optager mere tid end den almindelige bankdrift.

Derfor er de sidste penge nu sat ind på bøgerne, og de resterende mønter og sedler hentet op fra hovedkassen. For de mangeårige kunder er der således dømt skiftedag fra i morgen, hvor de skal lede efter et nyt pengeinstitut.  

- Fra i morgen må jeg gå hjem og se på computeren, hvis jeg ellers har tid til det, siger Bent Nissen fra Fjaltring.

Alle kunder fra Fjaltring-Trans Sparekasse er i øvrigt blevet tilbudt at flytte over i Stadil Sparekasse.

0:40
Mandag blev sidste kapitel skrevet i den 144 år lange historie om Fjaltring-Trans Sparekasse.