Dyrt at sende lægeklinikker i udbud

Foto: Arkiv

Dyrt at sende lægeklinikker i udbud

En merudgift på over en halv million kan være prisen, når der er mangel på praktiserende læger.

Det er en bekostelig omgang, når danske regioner bliver nødt til at sende lægeklinikker i udbud, fordi det ikke er muligt at skaffe praktiserende læger til et lokalsamfund.

Det viser erfaringer fra Region Nordjylland, skriver Nordjyske.

Avisen skriver, at regionens årlige udgift per patient er 300 kroner højere i en udbudsklinik, end hvis der er tale om en almindelig klinik med praktiserende læger. Per læge kan det betyde en årlig merudgift på mere end en halv million kroner.

- Det er en voldsom merpris, konstaterer det konservative regionsrådsmedlem Per Larsen.

I 2013 måtte Region Nordjylland opgive at skaffe nye praktiserende læger til to klinikker i Hurup og Thisted og overlod derfor driften til det private firma Falck Healthcare - en løsning som Region Midtjylland i øvrigt også har benyttet sig af.