Dyrlæger: Døm hunden på adfærden

Adfærden og ikke racen eller udseendet bør afgøre, om en hund skal aflives, mener dyrlægerne (arkivfoto).

070813_Hund.jpg

Den Danske Dyrlægeforening blander sig nu i debatten om, hvordan man afgør, om en hund tilhører en forbudt race og dermed skal aflives.

Dyrlægerne mener, at man skal vurdere hunden på den dens adfærd - og ikke racen eller udseendet.

- Overordnet set er hundens adfærd mere styret af dens ejer og omgivelser end af race. Derfor er man nødt til at se på den enkelte hund, siger sektionsformand i Den Danske Dyrlægeforening, Karina Nyborg til Ritzau.

To hunde aflivet i Holstebro

Hundeloven har været udsat for en voldsom kritik blandt andet her i landsdelen. For en uge siden blev to hunde aflivet i Holstebro, selv om ejeren ikke mente, at de tilhørte en af de forbudte racer.

Loven siger, at politiet skal vurdere, om en hund er ulovlig, og ordensmagten beder ofte dyrlægerne om hjælp. Men det er ofte en umulig opgave, vurderer dyrlægerne.

- Ingen - heller ikke dyrlæger - kan på basis af visuel vurdering afgøre, om en hund tilhører en forbudt race eller ej.

Politikerne på Christiansborg skal til efteråret evaluere den omstridte hundelov, og det er i den forbindelse, at dyrlægerne nu kommer med deres anbefalinger.

- Alle hunde kan være farlige. Problemet med farlige hunde findes hos ejeren. Derfor kan vi også godt tilslutte os en ordning, hvor hundesagkyndige kan være med til at vurdere, om en hund er farlig eller ej. En sådan vurdering bygger på hundens adfærd - og ikke dens race eller udseende, siger Karina Ryborg.