Dyrenes Beskyttelse: For få frakendelser

En hurtigere sagsbehandling ville formentlig betyde, at flere blev frakendt retten til at beskæftige sig med dyr, siger dyrlæge.

040214Heste.jpg

Muligheden for at frakende dømte retten til at beskæftige sig med dyr bliver brugt alt for lidt - det mener Dyrenes Beskyttelse.

- Efter min opfattelse er det ikke loven, der er noget i vejen med. Muligheden for frakendelse er der, men myndighederne bruger den alt for sjældent, siger dyrelæge Inger Lund Overgaard fra Dyrenes Beskyttelse til tvmidtvest.dk.

Kommentaren kommer i kølvandet på sagen mod hundehandler Frede Mattrup fra Bækmarksbro. Han blev tirsdag idømt en bøde på 175.000 kroner for grov misrøgt af dyr - men blev ikke frakendt retten til at beskæftige sig med dyr, selv om anklagemyndigheden havde nedlagt påstand herom.

Inger Lund Overgaard mener, at der generelt er behov for at få opprioriteret dyreværnssagerne, så sagsbehandlingstiden hos politiet, Det Veterinære Sundhedsråd og andre myndigheder bliver kortere.

- Det vil formentlig også resultere i flere frakendelser, fordi der ofte skal to domme til, før der sker en frakendelse, siger hun.

Andre sager

Det er i øvrigt langt fra første gang, der har været debat om, hvornår man skal bruge muligheden for at frakende dømte retten til at beskæftige sig med dyr. Her er et par eksempler.

* I oktober 2011 blev en landmand fra Viborg Kommune idømt en bøde på 175.000 kroner for vanrøgt af flere kreaturer. Den daværende formand for Landboforeningen Midtjylland, Steen Vindum, kritiserede, at landmanden ikke blev frakendt retten til at beskæftige sig med dyr.

* I april 2010 blev seks yngre mænd idømt betingede fængselsstraffe for at sætte ild til et marsvin i Aalestrup. Samtidig blev de frakendt retten til at beskæftige sig med dyr i tre år.

Fakta: Det siger loven

Reglerne om frakendelse af retten til at beskæftige sig med dyr findes i dyreværnslovens paragraf 29:

"§ 29. Den, der ved dom findes skyldig i mishandling eller grovere uforsvarlig behandling af dyr, kan ved dommen for bestandig eller for et nærmere fastsat tidsrum frakendes retten til at eje, bruge, passe eller slagte eller i det hele beskæftige sig personligt med dyr. Det samme gælder den, der efter tidligere at have gjort sig skyldig i uforsvarlig behandling af dyr på ny findes skyldig i sådan overtrædelse. Forbuddet kan begrænses til at angå bestemte arter af dyr. Overtrædelse af forbuddet straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder."