Dyre dråber: Landmænd føler sig snydt i vandkamp

Landmænd i Holstebro føler sig snydt for den pris, de betaler for vandet fra vandhanen.

- Det er jo ikke lige meget, om du skal give 5,50 kr., eller om du skal give 2,50 kr. Det betyder rigtigt meget for os, siger landmand Kristian Gade.
- Det er jo ikke lige meget, om du skal give 5,50 kr., eller om du skal give 2,50 kr. Det betyder rigtigt meget for os, siger landmand Kristian Gade.
Foto: Camilla Schiøler, TV MIDTVEST

Det er ikke nyt, at det koster penge, når vi åbner for hanen. Men når der løber 14.000 kubikmeter ud, som der gør på Kristian Gades gård ved Bøvlingbjerg, så begynder prisen på vandet at blive rigtig vigtig for virksomheden. Og når så landmanden i nabokommunen kun betaler det halve, så føler landmændene, de har en sag.

- Det er jo ikke lige meget, om du skal give 5,50 kr., eller om du skal give 2,50 kr. Det betyder rigtigt meget for os, siger Kristian Gade.

Det er heldigvis ikke undergrundsdråberne til vandingsmaskinerne, der er de dyre dråber. Det er derimod alt det drikkevand, som bruges til dyr og rengøring.

Kristian Gade er som landmand forarget over, hvor meget han og kollegerne må betale for vandet fra Vestforsyning. De vil derfor have prisen ned eller have lov til at lave deres egne boringer.

- Vi er jo på omkostningsjagt altid, og her har vi så fundet noget, hvor vi synes, at her kunne vi gøre det billigere ved selv at have en boring. Det er der så nogle, der har arbejdet i. Det er vi så ved at søge om tilladelse til. Det synes kommunen ikke så godt om, siger landmanden fra Bøvlingbjerg.

Ifølge en opgørelse i Dagbladet Holstebro-Struer koster en kubikmeter vand i Holstebro 5,7 kroner uden moms og afgifter. I Herning koster den 2,95 kroner. 

2:34
 

- Holstebro arbejder jo meget i, at man skal være så erhvervsvenlig som muligt. Man vil gerne have en førsteplads igen, og så tager man alt for meget for noget så banalt som vand, siger Kristian Gade.

- Det har skabt en opmærksomhed her, og jeg ved heller ikke, hvordan andre  selskaber - hvordan deres økonomi ser ud, siger bestyrelsesformand for Vestforsyning, Ulrik Nielsen og spørger:

- Har de gjort de samme henlæggelser? Har de den samme forsyningssikkerhed? Er deres ledningsnet på samme niveau som vores? Fordi vores det er helt i top. Det er et af landets bedste. Det har der været politisk opbakning til hele vejen igennem, fastslår han.

Vestforsyning vil nu tage landmændenes kritik med, når det kommende års budget skal lægges.