Dykkere finder 99 år gammel ubåd

Et dykkerfirma fra Holstebro har på en dansk ekspedition på Nordsøen fundet vraget af en 99 år gammel ubåd fra første verdenskrig.

ubaad.jpg
Foto: Billede fra JD-Contractor A/S' facebookside

Dykkerfirmaet JD-Contractor fra Holstebro har fundet et hidtil ukendt vrag af en 99 år gammel tysk ubåd fra første verdenskrig. Vraget blev fundet på tyve meters dybde i forbindelse med en skanning af havbunden vest for Esbjerg, otte til ti kilometer ude.

- Det er et meget usædvanligt fund. Vi var overbeviste om, at vi havde fundet alt, hvad der var at finde, og så finder vi den på bare tyve meters dybde ved et tilfælde. Det er virkelig forbavsende, siger Gert Normann Andersen, direktør på Sea War Museum Jutland og for dykkerfirmaet JD-Contractor, som stod for ekspeditionen.

Den danske ekspedition på Nordsøen var del af forberedelsen til et TV-program i samarbejde med DR Historie og Videnskab, der bliver sendt senere på måneden på DR3.

Vraget kan være farligt
Efter at have gjort den sjældne opdagelse, har dykkerfirmaet fra Holstebro overgivet sagen til Søfartsstyrelsen og Marinestaben, og det er nu op til dem at afgøre, hvad der videre skal ske med vraget.
Og selvom det kribler i fingrene på Gert Normann Andersen for at undersøge vraget nærmere, så er det i første omgang en opgave myndighederne må tage sig af. Ombord på vraget er 18 intakte miner og seks torpedoer, og derfor bør fritidsdykkere holde sig væk.

- Selvom vraget har ligget på bunden af havet i 99 år, så er sprængstoffet ligeså farligt i dag som for 99 år siden. I bunden af hver af de såkaldte hornminer sidder en detonator, og hvis den bliver udsat for tryk eller slag, så er der risiko for, at det kan udløse en eksplosion, siger Gert Normann Andersen, direktør på Sea War Museum Jutland og for dykkerfirmaet JD-Contractor,

Sjælden kanon til samlingen
Den forsvundne tyske ubåd har været lidt af et mysterium. Den forsvandt sammen med hele sin besætning 1917, hvor sidste livstegn fra den blev givet ud for Thyborøn. Gert Normann Andersen har altid troet, at ubåden gik ned et helt andet sted, og det er grunden til, at han ikke har fundet den før nu.

- Jeg ved, at der sidder en gammel kanon på fordækket af ubåden. Den står helt intakt, for den er lavet af et materiale, som ikke kan ruste. Den kanon kunne jeg rigtig godt tænke mig til museets samling af kanoner. Derfor vil jeg selvfølgelig også søge om tilladelse til at få lov til at bjerge den, siger Gert Normann Andersen, direktør på Sea War Museum Jutland og for dykkerfirmaet JD-Contractor,

De kommende dage skal de danske myndigheder finde frem til, om vraget skal sprænges, eller om miner og torpedoer sikkert kan detoneres.

Søfartsstyrelsen har udsendt navigationsadvarsel på den position, hvor den gamle ubåd er fundet og i en radius omkring, hvor det er forbudt at fiske, ankre og dykke. Man kan blive straffet både med bøde og fængsel, hvis man ikke overholder det.