Dykker efter våben

Våben fra 2. verdenskrig og måske en togvogn. Det er nogle af de ting museet De 5 år håber at finde på bunden af Flyndersø.

I dag fredag startede jagten på fortiden under overfladen på Flyndersø. Det er museet "De 5 år" fra Skive, der har fået lov til at undersøge søen grundigt.

På Skiveegnen foregik der mange nedkastninger under anden verdenskrig, en del af dem i området ved Flyndersø. Håbet er, at der måske dukker gamle våben og andre genstande fra krigen op af søen.

- Det er meget, meget spændende. Der går selvfølgelig lidt Jacques Cousteau i det. Vi har dykkere med og vi har båd med og vi har sidescannere og udstyr, der er i orden. Det er en drøm, der går i opfyldelse, siger Claus Høvenhoff fra museet De 5 år. 

Toget der forsvandt

Ud over våben håber folkene bag, at der måske dukker en togvogn op af dyndet. I følge en lokal myte, skulle togvognen være gået til bunds under det mislykkede forsøg på at udtørre Flyndersø i 1871.

TV/MIDT-VEST har udlånt et undervandskamera til museet. Senere på året kommer der et længere program om, hvad Flyndersøen gemte.