DSB lukker billetkontorer

Flere og flere køber deres billet på internettet, mobilen eller i automaterne, mens færre køber dem i butikken på stationen. Derfor lukker DSB nu billetkontorerne i Herning, Holstebro og Brande

Holstebro_togstation.jpg

I de seneste par år har der været en stigning i kundernes selvbetjeningsgrad fra 55 % til 65 %.

- Vi oplever på linje med flytrafikken, at vores kunder bliver mere og mere selvbetjente, og i takt med at rejsekortet vinder indpas, vil denne tendens stige. Når vi sammenholder det med en faldende omsætning i vores billetsalg, så giver det god mening at lukke mindre salgssteder ned, fortæller Niklas Marschall, salgs- og marketingdirektør hos DSB.

Fortsat fokus på god service

I alt fem jyske stationer mister deres billetkontor. Billetsalgene i Herning, Brande og Kolding lukker den 1. marts 2013, mens billetsalgene i Holstebro og Sønderborg lukker den 1. september 2013.

Kunderne vil stadig kunne få personlig service via DSB's Kort & Godt-kiosker på udvalgte stationer eller ved at ringe til DSB Kundeservice.

- Vi er klar over, at lukningerne kan opleves som forringelser i servicen over for vores kunder, men vi har et stort fokus på fortsat at give vores kunder en god, personlig service via vores Kundecenter og i vores kiosker, siger Niklas Marschall.

Ingen afskedigelser

Alle medarbejderne de fem steder er blevet tilbudt et job i DSB Kundecenter, og lukningerne medfører derfor ikke afskedigelser.