Strid vokser: DSB-ansatte får inddraget adgangskort

DSB og lokomotivførerne er rygende uenige om, hvordan arbejdstiden i fremtiden skal planlægges.

Trafikken i hele Jylland var tidligere i dag lammet på grund af arbejdsnedlæggelserne.
Trafikken i hele Jylland var tidligere i dag lammet på grund af arbejdsnedlæggelserne.
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

En strid mellem lokomotivførerne og DSB har onsdag ramt store dele af togtrafikken i Danmark. Heriblandt var hele Jylland på et tidspunkt lammet.

Lokomotivførere nedlagde arbejdet, men nogle har også fået inddraget deres adgangskort og blev bedt om at forlade deres arbejdsplads.

Det oplyser Dansk Jernbaneforbund, der repræsenterer lokomotivførerne.

- Det er voldsomt at tage folks adgangskort og bede dem om at gå hjem. Der sidder medlemmer, som er forvirrede og usikre på, hvad der sker nu, siger formand Henrik Horup til Ekstra Bladet.

Forbundet er bekendt med, at ansatte skulle have fået taget deres adgangskort i Struer, København, Aarhus, Odense, Aalborg, Esbjerg, Nykøbing Falster, Fredericia og Næstved.

Derfor har forbundet - repræsenteret ved LO - indkaldt til møde torsdag klokken 10 med DSB i Dansk Arbejdsgiverforening.

Dansk Jernbaneforbund mener, at der er tale om en overenskomststridig lockout, da lokomotivførerne blev bedt om at forlade arbejdspladsen, men det er DSB uenig i.

Underdirektør Poul Gemzøe-Enemark bekræfter over for Ekstra Bladet, at ansatte har fået inddraget deres adgangskort, men det skete efter gentagne forsøg på at få dem til at trække i arbejdstøjet.

Torsdag klokken 14.30 skal parterne mødes i Arbejdsretten, der skal vurdere lovligheden af arbejdsnedlæggelser blandt lokomotivførere tidligere i november.

Her vil Dansk Jernbaneforbund forsøge at få retten til også at bedømme, om det var en lockout, da DSB sendte lokomotivførere væk fra deres arbejdsplads onsdag.

Baggrunden for de seneste ugers strid er, at DSB og Dansk Jernbaneforbund forhandler om en ny arbejdstidsaftale, hvor parterne ikke kan blive enige.

Uenigheden går blandt andet på, hvor meget indflydelse de ansatte skal have på planlægningen af arbejdet.

Den arbejdsgruppe, der skal forhandle en ny aftale, mødes ifølge Dansk Jernbaneforbund næste gang 4. december.

Der skal forhandles nye aftaler, fordi DSB har meldt sig ind i den private arbejdsgiverorganisation Dansk Industri og derfor har opsagt de statslige overenskomster.

De ansatte hos DSB skal derfor over på private overenskomster. I den forbindelse har DSB opsagt en lang række lokalaftaler med de ansatte, som nu skal forhandles på plads.