Drop opdateringen og undgå indbrud

Det er palmesøndag, hvilket betyder ferie for mange. Politiet opfordrer folk til at tænke sig om en ekstra gang, inden man forlader boligen.

Yes! Så er der ferie. Det er fristende at dele sin glæde på Facebook og andre sociale medier, når ferien byder velkommen. Det er dog en rigtig dårlig idé, i det man så byder tyve og andre ubudne gæster velkommen. 

Påsken er højsæson for indbrud, og derfor skal man tænke sig om en ekstra gang, før man forlader boligen. Især på de sociale medier er folk flittige til at dele sin begejstring over sin ferie, men politiet fortæller, at tyvene i mange tilfælde læser med. 

Sig "hej" til en fremmed 

Politiet opfordrer også folk til at lade boligen se beboet ud. Det kan ske ved, at man lader naboen parkere i indkørslen, tømme postkassen og bruge skraldespanden. Derudover skal man fjerne stiger og andre gode redskaber, som tyven kan bruge til at komme ind i huset med. 

Et andet godt træk til at få tyvene væk fra nabolaget med er, at man siger "hej" til fremmede mennesker, der færdes i området. Disse mennesker kan nemlig være tyve, og de vil formentlig blive stressede over at blive set.