Drikkevandet er under pres

Sprøjtegifte er ikke længere usædvanligt i vores drikkevand. Nu skal et forskningsprojekt med bakterier være med til at skabe nye rensningsmuligheder.

Herning Vands direktør Niels Møller Jensen fraråder alle at bruge sprøjtegifte.
Herning Vands direktør Niels Møller Jensen fraråder alle at bruge sprøjtegifte.
Foto: Marlene Eyde, TV MIDTVEST

Tapper du også et glas vand direkte fra hanen, når du er tørstig?

Det kan vi her i Danmark. Og det skal vi være taknemmelige for. Men drikkevandet er under pres.

For selvom vi her i Midt- og Vestjylland har færrest problemer med forurenet drikkevand, er problemet altså alvorligt.

Grænseværdi overskredet i Herning

Ved Nordre Vandværk i Herning har de været nødt til at lukke en ud af deres seks boringer fordi grænseværdien for sprøjtegiften BAM, er overskredet. Og det er direktøren i Herning Vand godt træt af.

- Det er rigtigt ærgerligt. Og endnu mere ærgerligt at tænke på, at det er nogle handlinger, der er foregået for længe side, der er årsag til det.

Sådan forklarer direktør Niels Møller Jensen med henvisning til de større mængder sprøjtemidler, som landbruget tidligere udledte.

Ny rensemetode på vej

At grænseværdien er overskredet i Herning har fået vandværket til at begynde et forskningssamarbejde, der skal ende i en ny vandrensningsmetode.

- Projektet løber over fire år og lige nu er vi halvvejs. Foreløbigt har vi gode resultater, men den endelige teknologi er ikke helt på plads, forklarer Niels Møller Jensen.

Den nye metode går ud på, at man tilsætter nogle mikroorganismer, der elsker at spise pesticider og dermed er med til at løse forureningsproblemet.

Landsdækkende problem

Vandværkernes brancheorganisation Danva holder øje med drikkevandskvaliteten i hele landet. Og ifølge dem står det altså alvorligt til.

- Vi har en kæmpe udfordring herhjemme og det er på tide at vi får gjort noget effektivt, så vores børn og børnebørn ikke skal have samme problem, siger Claus Vangsgaard, der er teknisk seniorkonsulent ved Danva.

Han slår dog fast, at man ikke skal være bange for forurenet drikkevand i hanen.

2:09