Dramatisk biljagt af narkopåvirket bilist

En 21-årig narkopåvirket mand fra Skive forsøgte at flygte fra politiet i bil, hvor ordensmagten senere fandt 500 gram hash.

Bilflugt og narko.

Det lyder som en film, men onsdag morgen var det virkeligheden i Skive.

Klokken 09.25 ville en patrulje fra Midt- og Vestjyllands Politi lave et rutinetjek af en mistænkelig rød VW Passat på Søndergade i Skive. Den 21-årige fører havde dog andre planer og forsøgte i stedet at flygte i bilen.

Patruljen satte efter, og det resulterede i en længere biljagt gennem byen, hvor bilisten, der er af anden etnisk oprindelse, lavede flere alvorlige færdselsforseelser.

- Han var over en lang strækning oppe at køre på en cykelsti, han kørte over for rødt, han svingede til højre, hvor det var forbudt, han kørte for hurtigt, og så efterkom han ikke vores anvisninger, siger Jens Claumarch, vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi, til TV MIDTVEST.

Da patruljen langt om længe fik stoppet bilen, viste det sig, at den 21-årige fører havde mere end én ting at skjule for ordensmagten. En narkotest viste, at han var påvirket af cannabis, og i bilen beslaglagde betjentene 500 gram hash til en værdi af 20.000 kr.

Kæmpe bøde i vente

quoteDer bliver en meget stor økonomisk regning for ham

Jens Claumarch, vagtchef, Midt- og Vestjyllands Politi

Politiet beslaglagde mandens bil, og efterfølgende ransagede de mandens hjemmeadresse i Skive. Her fandt de ikke mere hash eller narko, men den lokale flugtbilist kan se frem til en ordentlig bøde.

- Han mister kørekortet for at have kørt i narkopåvirket tilstand, og da han derfor ikke kan få klip i sit kørekort for de mange og grove trafikforseelser, får han en straf for hver og én af dem. Der bliver en meget stor økonomisk regning for ham, siger Jens Claumarch, der kalder hændelsen for unormal.

- Det er heldigvis meget sjældent, at vi ser den her slags forseelser. Det er meget alvorligt, og man bringer andres liv i fare. Det kan gå helt galt, så det var heldigt, at ingen kom til skade, siger vagtchefen.