Dramatisk anholdelse efter slagsmål

Dramatisk anholdelse efter slagsmål

En uoverensstemmelse endte tirsdag aften i et voldsomt slagsmål på asylcenteret i Hanstholm.

Tirsdag aften var tre personer involveret i et slagsmål på Hanstholm Asylcenter.

 - En 32-årig mand fra Libyen truede en mand med en kniv. Herefter slog han en anden mand i hovedet med en flaske, så han fik en flænge ved øjet, fortæller efterforskningslederen ved politiet i Thisted, Andreas Søgaard.

Efter slagsmålet blev der blandt andet fundet blod på asylcenteret på Nørbyvej i Hanstholm. Den 32-årige mand, der var involveret i slagsmålet, forlod efterfølgende asylcenteret.

Gik ind i private huse

Den 32-årige mand fra Libyen gik herefter ind i to tilfældige huse i Hanstholm.

Efterforskningsleder Andreas Søgaard fortæller, at de ved afhøringen ikke fandt ud af, hvad manden ville i husene.

Betjent trak våben

Klokken 19:40 blev den 32-årige mand anholdt af to politipatruljer på Rebslagervej i Hanstholm. Men det var ikke uden dramatik.

 - Betjenten prøvede at snakke ham til ro, da de møder ham, men han gik meget truende fremad mod betjenten og truede ham verbalt. Derfor trak betjenten sin tjenestepistol, hvorefter han satte sig ned og lod sig anholde, fortæller Andreas Søgaard.

Politibetjenten affyrede ikke skud under anholdelsen.

Manden havde ved anholdelsen blod på tøjet efter slagsmålet, ligesom han var påvirket.

Bliver løsladt

Manden har overnattet i detentionen i Holstebro i nat. Senere på dagen bliver han løsladt, hvorefter han bliver sendt til et andet asylcenter.