Drama i Gødstrup: 3F er klar med endnu flere sager

​Fagforeningen 3F har udnævnt sygehusbyggeriet ved Gødstrup til en kampplads

Jørgen Nielsen mener, at firmaerne snyder bevidst.
Jørgen Nielsen mener, at firmaerne snyder bevidst.
Foto: Kim Kvist, TV MIDTVEST

Sygehusbyggeriet i Gødstrup er hårdt ramt af sager, hvor udenlandske entreprenører bryder overenskomsterne, og udenlandske bygningsarbejdere ikke får de penge, som de har krav på.

Indtil videre er hele tre virksomheder idømt bod og krav om efterbetaling til ansatte for beløb i millionklassen. Og nu er fagforeningen 3F klar med endnu flere sager.

- Det konkrete er, at de forsøger at omgå overenskomsten ved ikke at betale overtidsbetaling, selvom de ansatte har 60 timer om ugen. Det er det, der er det store problem, og det er derfor, at vi er her. Det er for at forsvare overenskomsten, siger Jørgen Nielsen, der er næstformand i 3F Midtjylland.

Det kommer dog ikke bag på arbejdsgiverforeningen Dansk Byggeri, der organiserer de udenlandske firmaer, at der er mange sager at komme efter.

- Når der er mange virksomheder, og mange involverede og mange håndværkere med mange forskellige baggrunde, så vil der være basis for, at man fortolker overenskomsten forskelligt. Det er derfor, at vi har det fagretslige system, siger Ib Mechlenborg, konsulent ved Dansk Byggeri i Herning.

3F: Det er billigere at overtræde overenskomsterne

3F mener selv, at de har en forklaring på, hvorfor firmaerne bliver ved med at overtræde overenskomsterne.

- Det er fordi det er billigere at overtræde overenskomsterne. Den er jo ikke længere, forklarer Jørgen Nielsen og uddyber, at de flere gange oplever, at det samme firma bryder reglerne flere gange.

3F er selvfølgelig trætte af, at de igen og igen skal gå ind i sager i Gødstrup.

- Jeg har svært ved, at vi skal bruge så mange kræfter på at forsvare vores overenskomst. Det burde egentligt køre, som det skulle. Men selvom man sætter en masse regler op, så er det stadig nogen, der vil prøve at snige sig udenom, forklarer han.

Region Midtjylland: Vi har en aftale

Hos bygherren Region Midtjylland er overenskomsterne i fokus ved de store sygebyggerier. De udnytter også deres mulighed for at kigge de udenlandske firmaer efter i kortene.

- Vi vil foretage stikprøvekontrol i forhold til at sikre det. Vi vil tage imod anmeldelser, hvis der kommer anmeldelser, og hvis der er nogen, der siger, at det ikke foregår efter bogen, så tjekker vi det, forklarer Jørn Mørup, der er afdelingschef i Region Midtjylland.

Han påpeger, at regionen har en aftale med bygherrerne om, at de skal overholde dansk overenskomst.

- Vi har en aftale om, at de skal overholde dansk lovgivning. Og det indebærer også, at man skal overholde det, der svarer til overenskomsten på det område. Det er det, som vi har sikret os, siger han.