To dræbte i voldsom trafikulykke på Mors

En alvorlig færdselsulykke på Mors har lørdag aften kostet to menneskeliv.

Trafikuheld Vestmorsvej
Foto: Privatfoto

To personer er dræbt, efter at tre biler lørdag aften kort før kl. 21 var impliceret i en voldsom færdelsulykke efter en mislykket overhaling på Vestmorsvej på Mors.

I forbindelse med overhalingen ramte en personbil en forankørende bil og forsatte over i modsatte vognbane, hvor der skete frontalt sammenstød med et tredje køretøj.

- En 53-årig mand var bagsædepassager i det overhalende køretøj og blev dræbt på stedet. En 30-årig kvinde kørte alene i den modkørende bil og blev også dræbt på stedet. Begge er fra Mors fortæller Midt- og Vestjyllands Politis vagtchef Ole Vanghøj til TV MIDTVEST. De dræbtes pårørende er underrettet.

Fører og forsædepassager i den overhalende bil er svært tilskadekomne og blev fløjet med helikopter til traumecenteret i Aalborg. Der er tale om to herboende polske statsborgere, der begge er uden for livsfare.

Et ældre ægtepar, i det køretøj som blev overhalet, er lettere tilskadekomne og blev kørt til Thisted Sygehus.  

Et øjenvidne har ifølge vagtchefen oplyst, at der blev kørt med høj fart, da ulykken indtraf, og en bilinspektør har været på stedet for at undersøge omstændighederne.