Dræbt under bigballer: Navn frigivet

​Lokalpolitiet i Herning har frigivet navnet på den mand, der i lørdags blev fundet død under flere bigballer på sin landbrugsejendom ved Klovborg.

Ulykken skete på mandens landbrugsejendom ved Klovborg. Foto: Anders Toft Bro, TV MIDTVEST

Den 79-årige mand, der lørdag mistede livet, da en stak bigballer væltede ned over ham, er Rasmus Laursen. Det oplyser sekretariatsleder ved lokalpolitiet i Herning, Bent Smedegård.

Ulykken skete, da manden på sin landbrugsejendom på Malundvej ved Klovborg var i gang med at læsse bigballer. Men af ukendte årsager væltede stakken ned over 79-årige Rasmus Laursen, som blev dræbt mellem ladvognen og bigballerne. Det eksakte tidspunkt for ulykken kender Midt- og Vestjyllands Politi ikke. Anmeldelsen indløb kl. 21.52 lørdag aften, da mandens datter fandt ham.

- Vi er stadig ved at undersøge, hvad der helt præcist er årsag til den tragiske ulykke. Der er desværre ingen vidner, så vi arbejder stadig på sagen og har underrettet arbejdstilsynet, siger Bent Smedegård.

Den 79-årige boede alene på gården.