Dræbt i trafikulykke ved Klovborg

Dræbt i trafikulykke ved Klovborg

Bilist dræbt på stedet, da han kørte ind i lygtepæl og blev slynget ud af bilen i Klovborg. Opdateret klokken 15.54 (arkivfoto).

En 39-årig mand blev natten til torsdag dræbt ved en ulykke på Storegade i udkanten af Klovborg.

Ulykken blev opdaget af en forbipasserende klokken 04.54, og de tilkaldte ambulancefolk kunne sammen med politiet konstatere, at bilisten var dræbt på stedet.

Vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi oplyser, at den 39-årige kørte på Storegade mod øst, da bilen af ukendte årsager kørte ned i grøften, hvor den ramte en vejoverføring. Bilen blev slynget op af grøften og ramte en lygtepæl med det resultat, at den 39-årige blev slynget ud af bilen.

Navnet på den dræbte er endnu ikke frigivet, men ifølge politiet drejer det sig om en mand fra lokalområdet.