Drabstitalt efter Holstebro-mands mystiske død

Drabstitalt efter Holstebro-mands mystiske død

I 2013 døde en mand fra Holstebro på mistænkelig vis på et plejehjem i Åbyhøj. Nu er to sosu-assistenter i retten tiltalt for uagtsomt manddrab.

Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi har tirsdag indledt en sag mod to sosu-assistenter, der er tiltalt for uagtsomt manddrab på 88-årige Jørgen Jensen fra Holstebro i juli 2013. Det skriver Dagbladet Holstebro-Struer.

Jørgen Jensen, der har været faglærer på Holstebro Tekniske Skole i mere end 25 år, boede, da han døde, på plejehjemmet Sifsgård i Åbyhøj - en forstad til Aarhus.

Efter en operation havde han stærke smerter, som de to sosu-assistenter ville hjælpe ham med at lindre. Den ene af sosu-assistenterne - en i dag 33-årig kvinde - knuste nogle smertestillende piller og opløste dem i noget saltvand. Med hjælp fra den anden sosu-assistent - en nu 27-årig kvinde - sprøjtede hun væsken direkte ind i manden blodårer.

- Den 9. juli omkring kl. 17 blev vi kontaktet af lægevagten vedrørende et dødsfald i en plejebolig i Åbyhøj. Lægevagten var kaldt ud til plejeboligerne for at erklære manden død, da han fik en mistanke om, at døden var indtrådt som følge af en mulig fejl fra personalets side, sagde efterforskningsleder Claus Danø til BT i forbindelse med sigtelsen.

Der bliver afsagt dom i sagen onsdag ved Retten i Aarhus.