Drabstiltalt kvinde løsladt

Dommerne valgte ikke at varetægtsfængsle den 54-årige kvinde, der er tiltalt for drab på sin 68-årige kæreste.

Efter et flere timer langt grundlovsforhør valgte retten at løslade den 54-årige kvinde, der er tiltalt for brandstiftelse og for drab på sin 68-årige kæreste.

Den 68-årige mand døde i forbindelse med en brand på Porshøjvej i Skive i august 2012.

Ikke bestyrket mistanke

I retten forklarede dommeren, at der ikke var særligt bestyrket mistanke mod kvinden.

Blandt andet lagde dommeren vægt på, at der ikke var fundet brandbare væsker på kvinden, selv om der i følge anklagerens forklaring var hældt brandbar væske ud flere steder i huset.

Dommeren fandt heller ikke, at kvinden havde et særligt velbegrundet motiv til at dræbe sin kæreste og sætte ild til huset. Derfor valgte dommeren, at løslade den 54-årige kvinde, der nu har været sigtet i halvandet år.

Selv om kvinden blev løsladt, er hun stadig tiltalt i sagen. Anklagemyndigheden har nu 14 dage til at kære løsladelsen til landsretten.

Kæreste døde i 2012

Kvinden har været sigtet for brandstiftelse og drab siden oktober 2012. I august 2012 blev hendes 68-årige kæreste fundet død i en udbrændt villa på Porshøjvej i Skive.

En nabo opdagede branden tidligt om morgenen den 25. august. Kvinden redede sig selv ved at hoppe ud fra et vindue. Senere blev kvindens 68-årige kæreste og ejer af huset fundet død på toilettet.

Tiltalt for drab

I dag, torsdag, blev den 54-årige kvinde fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Viborg, tiltalt for drab og brandstiftelse.

I retten forklarede anklageren, at der er fundet brandbare væsker flere steder i huset. Men det var altså ikke nok til, at dommeren ville fængsle kvinden. Hun blev derfor lødladt, samtidig med at hun fortsat er tiltalt.

Under hele sagen har kvinden været sigtet i sagen. Hun har hele tiden nægtet sig skyldig.

01:56 Luk video