Drabsmistænkt fængslet i fire uger

Den 47-årige mistænkte mand er blevet varetægtsfængslet for at have forvoldt en 55-årig mands død i Skjern i sidste weekend.

070612_2Drab.jpg

Ved et grundlovsforhør lørdag ved Retten i Herning besluttede dommeren at varetægtsfængsle en 47-årig mand i fire uger, sigtet for at stå bag drabet på en 55-årig mand i Skjern sidste weekend. Dermed er det lykkedes politiet at forstærke beviserne mod ham, for da han torsdag første gang var for en dommer fik han kun opretholdt sin anholdelse i tre dage.

Småt med detaljer

Den 47-årige er sigtet for drab subsidiært vold med døden til følge. Forbrydelsen skal være sket natten til søndag den 3. juni i en lejlighed i Skjern. Politiet har ikke sluppet detaljer ud om, hvordan drabet skal være sket. Grundlovsforhøret lørdag foregik for lukkede døre, så det er stadig småt med detaljerne. Blot står det klart, at den 47-årige nægter sig skyldig.

To blev anholdt - den ene er løsladt igen

Den 47-årige blev anholdt onsdag sammen med en anden mand fra byen. Såvel ofret som de to mænd tilhører ifølge politiet et miljø præget af alkohol. Den ene af de anholdte blev løsladt allerede dagen efter, mens den anden altså nu er varetægtsfængslet.

 - Politiets efterforskning koncentrerer sig nu om at få fastlagt, hvad der er foregået så detaljeret som muligt, og hvem der var til stede i lejligheden, siger Jes Hvas.