Drabene på kvinde fra Ikast og hendes veninde var sandsynligvis terror

Det fylder mig med vrede og afsky, siger statsministeren om drabet Louisa Vesterager Jespersen, der stammede fra Ikast, og hendes norske veninde.

Louisa Vesterager Jespersen og Maren Ueland blev fundet dræbt nær byen Imlil i Atlasbjergene.
Louisa Vesterager Jespersen og Maren Ueland blev fundet dræbt nær byen Imlil i Atlasbjergene.
Foto: Fadel Senna/Ritzau Scanpix

Drabene på danske Louisa Vesterager Jespersen og norske Maren Ueland har muligvis forbindelse til terrorgruppen Islamisk Stat (IS). 

Politiets Efterretningstjeneste oplyser, at de marokkanske myndigheder undersøger, om IS stod bag forbrydelsen, og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) siger i en pressemeddelelse fra Statsministeriet, at de danske myndigheder følger udviklingen meget tæt.

- Meget tyder nu på, at drabene kan være politisk motiverede og dermed en terrorhandling. Det fylder mig med vrede og afsky, og jeg tager på det skarpeste afstand fra disse barbariske og bestialske handlinger, siger statsministeren.

En anholdt og tre efterlyst

Louisa Vesterager Jespersen, der voksede op i Ikast og gik på Ikast-Brande Gymnasium, blev sammen med norske Maren Ueland fundet dræbt i deres telt i et populært turistområde nær landsbyen Imlil den 17. december.

- Deres liv er på brutal vis sluttet alt for brat. Mine tanker er hos kvindernes familier, der har mistet det dyrebareste i deres liv.

- Det viser, at der stadig er mørke kræfter, der med vold vil bekæmpe os og den måde, vi lever på. Det gør mig vred, men også stålsat på, at vi aldrig må give ind og give efter, siger Lars Løkke Rasmussen.

De marokkanske myndigheder mistænker fire mænd for drabene. En af dem blev den 18. december anholdt i Marrakesh. De tre andre er ifølge norsk TV2 blev efterlyst med billede.

De pårørende er ifølge Statsministeriet underrettet om den nye udvikling i sagen.