Drab: 37-årig fængslet - skar halsen over efter ti knivstik

Den 37-årige mand, politiet tidligere fredag anholdt, er nu varetægtsfængslet og sigtet for drab. Politiet beskriver ham som psykisk dårlig.

Drab i Holstebro
Foto: Christian Fomsgaard, TV MIDTVEST

En 37-årig mand er fredag eftermiddag blevet varetægtsfængslet i surrogat i fire uger. Han er sigtet for at have dræbt en 53-årig mand i Holstebro natten til fredag. 

Den sigtede har været i grundlovsforhør, hvor det kom frem, hvad han har forklaret til politiet.

Følte sig forfulgt af den dræbte

Den sigtede har boet i samme opgang som den dræbte og har gennem en længere periode følt sig forfulgt af sit offer.

Op til drabet havde den 37-årige ifølge sin forklaring ikke sovet i 50-60 timer, fordi han hele tiden har kunnet høre den dræbtes stemme.

- Han føler sig forfulgt, og han har hele tiden forsøgt at flytte sig rundt forskellige steder for at forsøge at få søvn. Det er det, der har været baggrunden for, at han ikke har fået sovet, siger advokaturchef Mette Møller fra Midt- og Vestjyllands Politi til TV MIDTVEST

Til sidst besluttede han sig, at det måtte have en ende.

Sparkede døren op med en kniv i hver hånd

Han tog to knive i sin lejlighed og sparkede døren op til den 53-åriges lejlighed, der havde en bekendt på besøg. Den bekendte flygtede efter noget tumult, og den sigtede stak den dræbte cirka ti gange.

Efterfølgende var han i tvivl, om han var død. Så han skar halsen over på ham, hvorefter han vendte tilbage til sin egen lejlighed og ringede til politiet.

1:25
Advokaturchef Mette Møller forklarer efter grundlovsforhøret, hvad politiet ved - og hvad der nu skal ske i efterforskningen.

- Det er jo en frygtelig ulykkelig sag den her, og der er noget, der tyder på, at det er en mand, der har det psykisk dårligt, som har gjort det, og at han har haft nogle forestillinger om, at han blev forfulgt af den mand, han senere slog ihjel, uddyber advokaturchefen.

Politiet skal nu i gang med en nærmere efterforskning, afhøre vidner og have den sigtede mentalundersøgt. Han er varetægtsfængslet på Søndersøparken i Viborg.

2:22