Alternativ til kød: Dorte vil tjene penge på spiselige insekter

I fremtiden skal vi vænne os til insekter som en del af madlavningen, mener Dorte Svenstrup.

Dorte Svenstrup viser sine melorme frem. Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Der er hverken køer eller grise i staldene på en gård lidt udenfor Tarm, men dyr er der alligevel nok af.

Læs også Her er stalden fyldt med insekter

For i staldene kribler og krabler det med melorme, og det går godt for Heimdal Entofarm. Faktisk går det så godt, at indehaver Dorte Svenstrup tror på, at 2019 bliver året, hvor farmen for alvor kommer til at tjene penge.

- Det skal hjælpe på hele verdens økosystem. Det er ikke nok, at det bare er os, der laver en melormefarm. Så vi er nødt til at bevise, at det også kan blive en god forretning, siger hun.

Når man spørger hende om, hvorvidt hun i fremtiden bliver millionær på de mange insekter falder svaret kort:

- Selvfølgelig.

Melormene sælges både med og uden smag. Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Svær start

Det var ikke en selvfølge, at det ville gå farmen godt, da den åbnede for tre år siden. Der var dage, hvor Dorte Svenstrup havde svært ved at holde humøret oppe, men efter en investering på en million og hundredvis af arbejdstimer har hun nu en produktion på 400 kvadratmeter og med tre fastansatte.

Tiden er modnet for befolkningen, der er mere klar til at tage imod de her insekter som en del af vores fødevarer

Dorte Svenstrup, indehaver, Heimdal Entofarm

Her bliver melormene fodret med klid og økologiske grønsager, og efter to og en halv måned, så er de klar til at blive solgt - både med og uden smag eller i en knust udgave som pulver.

- Tiden er modnet for befolkningen, der er mere klar til at tage imod de her insekter som en del af vores fødevarer, siger hun.

Dorte Svenstrup håber på, at hendes produktion med tiden kan blive ti gange så stor som nu.

02:35 Luk video