Don Ø: Herning er Danmarks sports- og koncertby nr. 1

Flemming Østergaard kalder på sin Facebookside Herning for Danmarks sports- og koncertby nummer et.

Flemming Østergaard

"Herning har udviklet sig til at være Danmarks sports og koncertby nr. 1. Spørgsmålet er om de ikke allerede er det.."

Sådan skriver Flemming Østergaard, også kendt som Don Ø, i et opslag på sin Facebookside fredag aften. 

Som eksempler nævner han verdensmesterskabet i håndbold, som lige nu bliver spillet i Boxen, det årlige sportsgalla, koncerter med Queen og Katy Perry samt finalen i X-Faktor.

"At FCM vandt DM i fodbold 2014/15 fuldender byens succes. Bag succesen står der dygtige mennesker ikke mindst byens borgmester Lars Krarup, men også personligheder som direktør for Messecenter Herning, Georg Sørensen, og bestyrelsesformand Poul Sand," skriver han videre.

Flemming Østergaard har tidligere været formand for Parken Sport & Entertainment A/S.

"Man har grund til at være stolt i det midtjyske," slutter han opslaget.

Flemming Østergaard blev i efteråret idømt fire måneders ubetinget fængsel for at have holdt Parkens aktiekurs kunstigt højt oppe gennem opkøb af Parken-aktier i en periode fra 13. august 2008 til 24. oktober 2008, hvorved han sammen med Jørgen Glistrup kunne hæve en personlig milliongevinst ved indløsning af aktieoptioner.